Den der følelse ... Det hele kribler i kroppen, og jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg har det sådan her. Det er de små ting, der gør det. Når du smiler til mig - eller blot smiler generelt; når du taler og får rummet til at tie, og når du rører ved mig. Især når du rører ved mig... Så bobler det hele op inden i. Følelsen af, at det kun er dig og mig, og at resten af rummet stille smelter, opløses og forsvinder. Dampene fra rummet rammer os ikke. Vi er sikkert bevaret i vores egen lille boble. Intet kan trænge igennem dens beskyttende lag, og jeg er helt afslappet og rolig her i dine arme. --- Dog kommer den en gang i mellem; følelsen af at skulle miste. En frygt ... En altoverskyggende følelse af frygt og ensomhed. Jeg har svært ved at trække vejret og alt trykkes, presses sammen. Boblen holder alt ude, og den er vores safe place ... Men den kan ikke redde mig fra mig selv. Jeg er fanget her, og intet kan komme ud - derfor er det så svært med bobler. Jeg vil nødigt kalde vores boble dette, men den er en form for fængsel. Alt flyder rundt, og det er de samme ting, der hele tiden støder ind i mig.
- Men her er det så godt, at jeg har dig ved min side.