"Tilhører Herre, fik han skrevet i sin venstre hånd," siger præsten. Kirken runger af hans ord, og jeg har aldrig set salen mere fyldt, end den er nu. Hele rækker fyldt med familie og få venner. Yderst i rækkerne sidder flotte og ganske velklædte unge. "Der er plads til alle, også originaler. Faktisk er der kun plads til originaler, for der er intet kopirum ved Gud. Vi er alle lidt originale på hver vores måde, og det er det, der gør os spændende," siger præsten. .. Det er så længe siden. Jeg kigger ned på mine nøgne tæer og prøver at glemme smerten i min lænd. Jeg har nyklippede negle, og mine fødder er rene. Jeg undersøger mine fødder nøje, og præstens ord bliver til en fjern mumlen. Jeg lader mit hoved hænge og lader mit blik hvile på mine fødder. Mine negle, mine ar, og mine noget så tydelige blodårer. Mine kinder begynder at blusse. Dels på grund af smerten, men også på grund af blodtilstrømningen. Jeg retter mig op og blinker et par gange. Jeg er mere svimmel end før, og jeg har kvalme. Den klamme fornemmelse fylder hele mit legeme, og mit store, sløve korpus begynder at stikke og prikke. Det flimrer for mine øjne, og jeg trækker vejret dybere og tungere.
"Nu synger vi den næste salme" - og så skal der siges ja.

... Gud, hvor har jeg det dårligt.