Jeg er kommet til et vendepunkt i livet. Jeg står ved en skillevej, hvor både højre og venstre virker lige slørede. Et valg burde være så let at træffe. Disse grumsede valgmuligheder er så uklare for mig, at jeg ikke ved, hvor den ene vej ender, og den anden begynder. Grænsen er så hårfin og udefinerbar, at jeg ikke kan vælge. Jeg bliver stående længe nok til at kunne mærke mit gro og mine knogler visne. Jeg står her for længe, og tiden ælder alt for hurtigt. En stressfaktor i mit indre blinker i en faretruende rød farve, men jeg kan stadig ikke vælge. Jeg ryster og sitrer og står og tripper på mine tåspidser. Jeg kan ikke stå stille. Jeg må vælge nu. Jeg bliver nødt til det.
(. . . Eller kunne jeg ikke bare blive stående?)

FUCK.