Den der følelse ... Det hele kribler i kroppen, og jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg har det sådan her. Det er de små ting, der gør det. Når du smiler til mig - eller blot smiler generelt; når du taler og får rummet til at tie, og når du rører ved mig. Især når du rører ved mig... Så bobler det hele op inden i. Følelsen af, at det kun er dig og mig, og at resten af rummet stille smelter, opløses og forsvinder. Dampene fra rummet rammer os ikke. Vi er sikkert bevaret i vores egen lille boble. Intet kan trænge igennem dens beskyttende lag, og jeg er helt afslappet og rolig her i dine arme. --- Dog kommer den en gang i mellem; følelsen af at skulle miste. En frygt ... En altoverskyggende følelse af frygt og ensomhed. Jeg har svært ved at trække vejret og alt trykkes, presses sammen. Boblen holder alt ude, og den er vores safe place ... Men den kan ikke redde mig fra mig selv. Jeg er fanget her, og intet kan komme ud - derfor er det så svært med bobler. Jeg vil nødigt kalde vores boble dette, men den er en form for fængsel. Alt flyder rundt, og det er de samme ting, der hele tiden støder ind i mig.
- Men her er det så godt, at jeg har dig ved min side.

"Tilhører Herre, fik han skrevet i sin venstre hånd," siger præsten. Kirken runger af hans ord, og jeg har aldrig set salen mere fyldt, end den er nu. Hele rækker fyldt med familie og få venner. Yderst i rækkerne sidder flotte og ganske velklædte unge. "Der er plads til alle, også originaler. Faktisk er der kun plads til originaler, for der er intet kopirum ved Gud. Vi er alle lidt originale på hver vores måde, og det er det, der gør os spændende," siger præsten. .. Det er så længe siden. Jeg kigger ned på mine nøgne tæer og prøver at glemme smerten i min lænd. Jeg har nyklippede negle, og mine fødder er rene. Jeg undersøger mine fødder nøje, og præstens ord bliver til en fjern mumlen. Jeg lader mit hoved hænge og lader mit blik hvile på mine fødder. Mine negle, mine ar, og mine noget så tydelige blodårer. Mine kinder begynder at blusse. Dels på grund af smerten, men også på grund af blodtilstrømningen. Jeg retter mig op og blinker et par gange. Jeg er mere svimmel end før, og jeg har kvalme. Den klamme fornemmelse fylder hele mit legeme, og mit store, sløve korpus begynder at stikke og prikke. Det flimrer for mine øjne, og jeg trækker vejret dybere og tungere.
"Nu synger vi den næste salme" - og så skal der siges ja.

... Gud, hvor har jeg det dårligt.

 

Når jeg tænker tilbage på det, får jeg kvalme ... Du sidder der på den anden side af bordet og læser de sidste dages tanker - mine tanker. For hvert linjeskift, dine øjne tager, banker mit hjerte endnu hårdere og endnu hurtigere. Du må ikke. Stop nu. - Men det er for sent. Du knytter dine hænder og lukker bogen. Dit ansigt er forvredet. Du bider dig i læben og prøver i et kort sekund at holde igen, men giver slip og kigger op. Dine øjne er så røde, og tårerne triller fredeligt, men såret, ned ad dine kinder. Det stikker og prikker i mit hjerte, og jeg kan mærke, at mine egne øjne fyldes med vand. Jeg græder aldrig. Tårerne får aldrig lov til at løbe, for dette ... Bordet ville tage skade af flere salte væsker. Men du ... Du sidder der på den anden side og viser alt, mens jeg holder igen herovre.
Jeg er et dårligt menneske. Du skulle aldrig have læst det, for sådan har jeg det ikke nu. Jeg prøver at bortforklare, at sige, at det ikke er det samme, at det har ændret sig.
Dine blå øjne på den røde baggrund stikker stadig i mit hjerte. Dine læber sitrer, og du knuger og knækker dine hænder og fingre, som gjaldt det livet. Jeg vil for alt i verden så gerne røre dig lige nu. Tage dine hænder i mine. Mærke dig. Jeg er så ked af det. Jeg er så tæt på, men alligevel så langt fra. De hænder ... Dine hænder. De smukkeste, jeg nogensinde har set.

Jeg er kommet til et vendepunkt i livet. Jeg står ved en skillevej, hvor både højre og venstre virker lige slørede. Et valg burde være så let at træffe. Disse grumsede valgmuligheder er så uklare for mig, at jeg ikke ved, hvor den ene vej ender, og den anden begynder. Grænsen er så hårfin og udefinerbar, at jeg ikke kan vælge. Jeg bliver stående længe nok til at kunne mærke mit gro og mine knogler visne. Jeg står her for længe, og tiden ælder alt for hurtigt. En stressfaktor i mit indre blinker i en faretruende rød farve, men jeg kan stadig ikke vælge. Jeg ryster og sitrer og står og tripper på mine tåspidser. Jeg kan ikke stå stille. Jeg må vælge nu. Jeg bliver nødt til det.
(. . . Eller kunne jeg ikke bare blive stående?)

FUCK.

Jeg vænner mig til computerens gispende susen og køkkenurets tikken. Køleskabet leger med en gang i mellem. Min vejrtrækning er dyb og kontrolleret og holder kun lange pauser, når pennen ikke længere skratter mod papiret.
Mine øjne brænder og vidner om mit overforbrug af computeren. Jeg vælger at slukke den, og den pludselige stilhed er dræbende. Jeg lægger pennen og retter mig op, lytter. - Koncentreret nok kan jeg høre en enkelt scooter udenfor mit vindue, og på den anden side af min væg taler mine naboer sammen. En lav mumlen er alt, jeg kan høre, idet min mave giver lyd fra sig.
--- Jeg glemmer alt og fokuserer nu kun på urets tikken. Jeg glemmer sågar at trække vejret, og gør det kun, når al ilten er brugt op.
En svag tinituslignende frekvens rammer mig altid, når stilheden er på sit højeste.
Jeg prøver at tømme mit sind, rense mine tanker, men du vil ikke forsvinde.
Udenfor skrapper og skriger en måge, og dette hjælper mig til at glemme. Glemme tankerne om dig og erstatte dem med irritationen over det modbydelige bæst, der forstyrrer mine tankestrømme og mine naboers søvn.
Skrig igen, måge. Jeg har brug for dig.

Hvordan ved du, at det er det, du vil? Hvordan kan du vide - med denne skræmmende sikkerhed, du udstråler - at dette er det rigtige? Det eneste rigtige? Jeg kan ikke sætte ord på, hvad jeg føler, eller hvad jeg har lyst til. Mine tanker er et stort melodramatisk rod, og jeg hader at lukke folk ind i det. Mit hoved er så sprængfyldt af alt det, jeg nogensinde har skænket en tanke. Jeg kan ikke lufte ud, som man kan med et værelse ...
Jeg kan ikke følge med. Jeg sidder bare her og forsvinder længere og længere ind i mig selv. Mine tanker og tidligere klare ideer er nu erstattet med grums og savsmuld, og jeg er bare for at ryste på hovedet og tabe alt. Ud over mig selv, men især bange for at spilde på dig. Jeg ville hade mig selv for at være skyld i dine lidelser, men du giver ikke slip, så jeg kan heller ikke.
Jeg er virkelig i tvivl, om det er mig, der har kastet snøren ud, og dig der har grebet - eller om det er omvendt? Uanset hvem, der har grebet, holder vi begge fast. En del af mig føler, at dette er okay, at det er i orden. At dine kys er livsgivende, og at jeg bare skal gøre det, tage springet.. Men den anden del brøler, og et rungende "STOP!" giver genklang i mit tomme og knuste hjerte ...
Det hele vil falde sammen ...
Du spørger, om dine kys er ved at ramme, men for mig er det det samme. Der er næsten ingen forskel, andet end en lille, varm boble, der skriger og lever for denne slags berøringer.
... Jeg er bare bange for, at dit hjerte er tusinde slag foran mit, og at mit aldrig vil kunne nå dig. Du sidder lige her, sprættet op, med et bankende, pulserende hjerte, og søger så ustoppeligt efter noget mere i mine øjne. Et tegn. Jeg åbner og sammenligner hjertemuskler. Dit, så bankende, rødt og fuld af liv, og mit ... Så skrøbeligt og klirrende. Jeg kan kun ane en svag, mørkelilla farve, der bevidner om den tid, hvor mit elskede hjerte stadig var helt og elskende.

"Kom nu!" råber jeg, mens jeg løber længere og længere ind i den mørknende skov. Jeg fryder mig over at være foran, men vælger at sænke farten, da jeg ikke vil miste dig ude af syne. Du kommer løbende efter mig, og dit hår blæser i alle retninger. Jeg stopper op, og ligeså gør du. Vi kigger på hinanden, begge tydeligt forpustede, og smiler. Du holder lidt igen, da du stadig er flov over din bøjle, men jeg synes, at det er sejt og på ingen måde grimt.
Vi kigger på hinanden med uskyldige barneøjne, og jeg rækker min hånd frem, glad afventende din. Du kigger på min og storsmiler. Forsigtigt men sikkert placerer du din hånd i min, og på samme tid tager vi vores frie hænder og placerer over hjertet. Vi havde aftalt, at vi altid skulle være sammen, og nu svor vi. "Vi gør det," siger jeg, og du nikker. Jeg klemmer din hånd og begynder at løbe dybere ind i skoven. Du løber ved min side, og først nu slipper vi taget. Vi løber i et stykke tid, indtil du sænker farten og stopper. Solens stråler når næsten ikke ind til os mere, og det går op for mig, at her er køligt. Jeg kigger undrende på dig. Skulle vi ikke løbe bort sammen? Var det ikke planen? Du kigger ned på dine hænder og sætter dig så på hug. Jeg knæler og sidder på mine skinneben. Du kigger trist og undskyldende op på mig, og det giver et lille stød i mit hjerte... Du kan ikke. Du kan ikke løbe bort med mig...
-- Vi sidder længe i denne stilling , og mine ben begynder at stikke og prikke. Jeg forstår dig godt, men jeg ville bare så gerne, at det var os to...
Efter et stykke tid rejser du dig og hjælper mig op. Mine ben sover, og jeg halter og falder næsten. Du griber mig i et kram, og helt uplanlagt står vi nu her. I dette øjeblik går det op for mig, at vi ikke behøver at stikke af. Så længe vi bare står her, kan alt andet være lige meget. Du trækker væk og løber smilende hjemover igen. Jeg løber efter, og det samme gør en enkelt tåre.
-- Sammen med dig er alt andet lige meget.