Når jeg tænker tilbage på det, får jeg kvalme ... Du sidder der på den anden side af bordet og læser de sidste dages tanker - mine tanker. For hvert linjeskift, dine øjne tager, banker mit hjerte endnu hårdere og endnu hurtigere. Du må ikke. Stop nu. - Men det er for sent. Du knytter dine hænder og lukker bogen. Dit ansigt er forvredet. Du bider dig i læben og prøver i et kort sekund at holde igen, men giver slip og kigger op. Dine øjne er så røde, og tårerne triller fredeligt, men såret, ned ad dine kinder. Det stikker og prikker i mit hjerte, og jeg kan mærke, at mine egne øjne fyldes med vand. Jeg græder aldrig. Tårerne får aldrig lov til at løbe, for dette ... Bordet ville tage skade af flere salte væsker. Men du ... Du sidder der på den anden side og viser alt, mens jeg holder igen herovre.
Jeg er et dårligt menneske. Du skulle aldrig have læst det, for sådan har jeg det ikke nu. Jeg prøver at bortforklare, at sige, at det ikke er det samme, at det har ændret sig.
Dine blå øjne på den røde baggrund stikker stadig i mit hjerte. Dine læber sitrer, og du knuger og knækker dine hænder og fingre, som gjaldt det livet. Jeg vil for alt i verden så gerne røre dig lige nu. Tage dine hænder i mine. Mærke dig. Jeg er så ked af det. Jeg er så tæt på, men alligevel så langt fra. De hænder ... Dine hænder. De smukkeste, jeg nogensinde har set.