Jeg vænner mig til computerens gispende susen og køkkenurets tikken. Køleskabet leger med en gang i mellem. Min vejrtrækning er dyb og kontrolleret og holder kun lange pauser, når pennen ikke længere skratter mod papiret.
Mine øjne brænder og vidner om mit overforbrug af computeren. Jeg vælger at slukke den, og den pludselige stilhed er dræbende. Jeg lægger pennen og retter mig op, lytter. - Koncentreret nok kan jeg høre en enkelt scooter udenfor mit vindue, og på den anden side af min væg taler mine naboer sammen. En lav mumlen er alt, jeg kan høre, idet min mave giver lyd fra sig.
--- Jeg glemmer alt og fokuserer nu kun på urets tikken. Jeg glemmer sågar at trække vejret, og gør det kun, når al ilten er brugt op.
En svag tinituslignende frekvens rammer mig altid, når stilheden er på sit højeste.
Jeg prøver at tømme mit sind, rense mine tanker, men du vil ikke forsvinde.
Udenfor skrapper og skriger en måge, og dette hjælper mig til at glemme. Glemme tankerne om dig og erstatte dem med irritationen over det modbydelige bæst, der forstyrrer mine tankestrømme og mine naboers søvn.
Skrig igen, måge. Jeg har brug for dig.