Hvordan ved du, at det er det, du vil? Hvordan kan du vide - med denne skræmmende sikkerhed, du udstråler - at dette er det rigtige? Det eneste rigtige? Jeg kan ikke sætte ord på, hvad jeg føler, eller hvad jeg har lyst til. Mine tanker er et stort melodramatisk rod, og jeg hader at lukke folk ind i det. Mit hoved er så sprængfyldt af alt det, jeg nogensinde har skænket en tanke. Jeg kan ikke lufte ud, som man kan med et værelse ...
Jeg kan ikke følge med. Jeg sidder bare her og forsvinder længere og længere ind i mig selv. Mine tanker og tidligere klare ideer er nu erstattet med grums og savsmuld, og jeg er bare for at ryste på hovedet og tabe alt. Ud over mig selv, men især bange for at spilde på dig. Jeg ville hade mig selv for at være skyld i dine lidelser, men du giver ikke slip, så jeg kan heller ikke.
Jeg er virkelig i tvivl, om det er mig, der har kastet snøren ud, og dig der har grebet - eller om det er omvendt? Uanset hvem, der har grebet, holder vi begge fast. En del af mig føler, at dette er okay, at det er i orden. At dine kys er livsgivende, og at jeg bare skal gøre det, tage springet.. Men den anden del brøler, og et rungende "STOP!" giver genklang i mit tomme og knuste hjerte ...
Det hele vil falde sammen ...
Du spørger, om dine kys er ved at ramme, men for mig er det det samme. Der er næsten ingen forskel, andet end en lille, varm boble, der skriger og lever for denne slags berøringer.
... Jeg er bare bange for, at dit hjerte er tusinde slag foran mit, og at mit aldrig vil kunne nå dig. Du sidder lige her, sprættet op, med et bankende, pulserende hjerte, og søger så ustoppeligt efter noget mere i mine øjne. Et tegn. Jeg åbner og sammenligner hjertemuskler. Dit, så bankende, rødt og fuld af liv, og mit ... Så skrøbeligt og klirrende. Jeg kan kun ane en svag, mørkelilla farve, der bevidner om den tid, hvor mit elskede hjerte stadig var helt og elskende.