Jeg piller irriterende meget ved mit våde ærme. Jeg er rastløs og fuldstændig ødelagt. Mit indre er ikke længere intakt - jeg kan mærke, hvordan alle brudstykkerne skærer sig vej gennem min sølle hjertemuskel.
Mine øjne er ved at falde ud, og mine kinder forbliver våde, selvom mit ærme desperat kæmper for at holde mig tør. Jeg gør et sørgeligt forsøg på at skjule min tilstand, men mine evigt våde kinder og mine uendelige snøft afslører mig på grummeste vis.
Mit hjerte kæmper febrilsk en desperat kamp for at holde sig i live, mens min hjerne ikke længere sender signaler ud. Min hjerterytme er ujævn og springer frustrerende få takter over. Kære hjerte, vil du ikke nok bare stoppe?
Et snøft ikke tilhørende mig lyder fra min venstre side, og jeg trækkes tilbage til rummet, hvor vi begge sidder med vores våde kinder.
Jeg tørrer mine tårer væk en sidste gang og forbereder mig på at skulle sige det. De ord, jeg har ventet alt for længe på at sige.
Min stemme er ru og ligeså ødelagt, som jeg føler mig. "Der har ikke været det rette tidspunkt til at sige dette" -- stilheden hærger, og mit hjerte sprinter afsted for at nå mig -- "men jeg elsker dig". Fra venstre følger en lav og kontrolleret hulken, der erstatter min hjertebanken. Lyden er så hjerteskærende, at jeg selv tømmer begge tårekanaler. Mit hjerte stopper med at slå, og i dette øjeblik er jeg mere død end levende.