"Pas nu på dig selv!" råber hun, og jeg svarer med selvsikker stemme, at jeg selvfølgelig vil. Jeg drejer ned mod venstre og hører den øredøvende musik af technobeats og fulde mennesker. En sang, jeg aldrig har brudt mig om.Min cykel er gammel og rusten, men løber godt med mig. En pludselig bevægelse fra venstre fanger mit øje, og et råb rammer nu ind i lydmuren. "S¨å gør det dog! Mand mod mand!" To vilde står i voldsom kærlig afstand fra hinanden, og jeg tror, at jeg genkender den ene. En gammel flamme. Jeg skynder mig at stille min stålhest, og når at kigge tilbage, idet det store brød langer ud og næsten slukker ilden. Den yngre råber berusende ord og hamrer med al kraft sin knugede hånd mod brødets ansigt. Et knæk lyder, og dansen flyttes til asfalten. De ligger næsten livløse, og jeg frygter, at brødet slukker lyset og dræber flammen. Jeg kæmper mig ud af mængden og råber en masse ord, jeg ikke selv forstår. Jeg fjerner brødet og redder min næsten udslukne flamme. Vi trækker væk, og han råber gale og frustrerende ord efter brødet og os, der hjælper. En kvalmende lugt af sved og varmt blod rammer min næse, og jeg kigger godt på den forslåede dreng foran mig. Hævet øje og kratmærker og blod fanger først, men nu ser jeg, at brødet har bidt ham i kinden. Min søde... Det er ikke kun brødets blod, vi begge er smurt ind i, det er også dit. Jeg vænner mig til de forskellige lugte og prøver febrilsk nu selv at slukke den buldrende ild, mens jeg kærtegner den tilbageværende hud, der former dit ansigt. I et lille glimt ser jeg os, som vi engang var, men mindet fjernes hurtigt, da brødet vil have mere. Hans ansigt er rødt og næsen er skævere end Christiania. Jeg prøver at få ham væk, men han hæver ... Shit ------- Knockout.