Du trækker mig nærmere ind til dig og siger med den blødeste røst, at det er okay. Jeg holder hårdt om mit knæ og prøver på at stoppe det piplende blod, der roligt strømmer ud. Jeg er glad for din berøring og de kærtegnende ord, og jeg er så glad for, at du er her for mig. Du hjælper mig med at glemme det søde og klistrende blod, der mest af alt giver mig en ubeskrivelig kvalme. Lugten af mit blod danner den smukkeste symfoni med mine salte tårer og asfalten, der venligt tog imod mig. Du løfter din hånd og kærtegner mit ansigt, og i bevægelsen bort fra mit ansigt glitrer dine fingre i solskinnet. "Du skal ikke græde," siger du trøstende og hjælper mig på benene igen. Jeg stopper og bider smerten i mig. Det er overraskende let, når du står ved min side. Vi sætter os på en bænk, og du siger nogle ord, jeg ikke helt fanger. I en let og elegant bevægelse trækker du en vårserviet op af en lille rød taske med en hvid ørn på. Jeg kender denne serviet, og vi er ikke gode venner. Jeg bereder mig på den svidende irritation, der snart vil hærge mit knæ. Av. -- Men det er slet ikke så slemt, som jeg husker. Jeg skynder mig at tørre en af mine undfangne tårer væk, og i samme et kigger du på mig og smiler så inderligt. Du sætter et stort blåt plaster på det rene sår og siger med din moderlige stemmeføring, at det var det. Du rækker dine arme ud og tager mig ind til dig. Vi siger ikke noget, men jeg kan mærke, at vi tænker det samme. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Lige nu behøver vi ikke ord, for denne omfavnelse skriger kærlighed, og det er egentlig spøgst, at ingen tysser på os. - Et larmende "Jeg elsker dig" ekkoer i den tomme skolegård.