"Kom nu!" råber jeg, mens jeg løber længere og længere ind i den mørknende skov. Jeg fryder mig over at være foran, men vælger at sænke farten, da jeg ikke vil miste dig ude af syne. Du kommer løbende efter mig, og dit hår blæser i alle retninger. Jeg stopper op, og ligeså gør du. Vi kigger på hinanden, begge tydeligt forpustede, og smiler. Du holder lidt igen, da du stadig er flov over din bøjle, men jeg synes, at det er sejt og på ingen måde grimt.
Vi kigger på hinanden med uskyldige barneøjne, og jeg rækker min hånd frem, glad afventende din. Du kigger på min og storsmiler. Forsigtigt men sikkert placerer du din hånd i min, og på samme tid tager vi vores frie hænder og placerer over hjertet. Vi havde aftalt, at vi altid skulle være sammen, og nu svor vi. "Vi gør det," siger jeg, og du nikker. Jeg klemmer din hånd og begynder at løbe dybere ind i skoven. Du løber ved min side, og først nu slipper vi taget. Vi løber i et stykke tid, indtil du sænker farten og stopper. Solens stråler når næsten ikke ind til os mere, og det går op for mig, at her er køligt. Jeg kigger undrende på dig. Skulle vi ikke løbe bort sammen? Var det ikke planen? Du kigger ned på dine hænder og sætter dig så på hug. Jeg knæler og sidder på mine skinneben. Du kigger trist og undskyldende op på mig, og det giver et lille stød i mit hjerte... Du kan ikke. Du kan ikke løbe bort med mig...
-- Vi sidder længe i denne stilling , og mine ben begynder at stikke og prikke. Jeg forstår dig godt, men jeg ville bare så gerne, at det var os to...
Efter et stykke tid rejser du dig og hjælper mig op. Mine ben sover, og jeg halter og falder næsten. Du griber mig i et kram, og helt uplanlagt står vi nu her. I dette øjeblik går det op for mig, at vi ikke behøver at stikke af. Så længe vi bare står her, kan alt andet være lige meget. Du trækker væk og løber smilende hjemover igen. Jeg løber efter, og det samme gør en enkelt tåre.
-- Sammen med dig er alt andet lige meget.