Hvordan ved du, at det er det, du vil? Hvordan kan du vide - med denne skræmmende sikkerhed, du udstråler - at dette er det rigtige? Det eneste rigtige? Jeg kan ikke sætte ord på, hvad jeg føler, eller hvad jeg har lyst til. Mine tanker er et stort melodramatisk rod, og jeg hader at lukke folk ind i det. Mit hoved er så sprængfyldt af alt det, jeg nogensinde har skænket en tanke. Jeg kan ikke lufte ud, som man kan med et værelse ...
Jeg kan ikke følge med. Jeg sidder bare her og forsvinder længere og længere ind i mig selv. Mine tanker og tidligere klare ideer er nu erstattet med grums og savsmuld, og jeg er bare for at ryste på hovedet og tabe alt. Ud over mig selv, men især bange for at spilde på dig. Jeg ville hade mig selv for at være skyld i dine lidelser, men du giver ikke slip, så jeg kan heller ikke.
Jeg er virkelig i tvivl, om det er mig, der har kastet snøren ud, og dig der har grebet - eller om det er omvendt? Uanset hvem, der har grebet, holder vi begge fast. En del af mig føler, at dette er okay, at det er i orden. At dine kys er livsgivende, og at jeg bare skal gøre det, tage springet.. Men den anden del brøler, og et rungende "STOP!" giver genklang i mit tomme og knuste hjerte ...
Det hele vil falde sammen ...
Du spørger, om dine kys er ved at ramme, men for mig er det det samme. Der er næsten ingen forskel, andet end en lille, varm boble, der skriger og lever for denne slags berøringer.
... Jeg er bare bange for, at dit hjerte er tusinde slag foran mit, og at mit aldrig vil kunne nå dig. Du sidder lige her, sprættet op, med et bankende, pulserende hjerte, og søger så ustoppeligt efter noget mere i mine øjne. Et tegn. Jeg åbner og sammenligner hjertemuskler. Dit, så bankende, rødt og fuld af liv, og mit ... Så skrøbeligt og klirrende. Jeg kan kun ane en svag, mørkelilla farve, der bevidner om den tid, hvor mit elskede hjerte stadig var helt og elskende.

"Kom nu!" råber jeg, mens jeg løber længere og længere ind i den mørknende skov. Jeg fryder mig over at være foran, men vælger at sænke farten, da jeg ikke vil miste dig ude af syne. Du kommer løbende efter mig, og dit hår blæser i alle retninger. Jeg stopper op, og ligeså gør du. Vi kigger på hinanden, begge tydeligt forpustede, og smiler. Du holder lidt igen, da du stadig er flov over din bøjle, men jeg synes, at det er sejt og på ingen måde grimt.
Vi kigger på hinanden med uskyldige barneøjne, og jeg rækker min hånd frem, glad afventende din. Du kigger på min og storsmiler. Forsigtigt men sikkert placerer du din hånd i min, og på samme tid tager vi vores frie hænder og placerer over hjertet. Vi havde aftalt, at vi altid skulle være sammen, og nu svor vi. "Vi gør det," siger jeg, og du nikker. Jeg klemmer din hånd og begynder at løbe dybere ind i skoven. Du løber ved min side, og først nu slipper vi taget. Vi løber i et stykke tid, indtil du sænker farten og stopper. Solens stråler når næsten ikke ind til os mere, og det går op for mig, at her er køligt. Jeg kigger undrende på dig. Skulle vi ikke løbe bort sammen? Var det ikke planen? Du kigger ned på dine hænder og sætter dig så på hug. Jeg knæler og sidder på mine skinneben. Du kigger trist og undskyldende op på mig, og det giver et lille stød i mit hjerte... Du kan ikke. Du kan ikke løbe bort med mig...
-- Vi sidder længe i denne stilling , og mine ben begynder at stikke og prikke. Jeg forstår dig godt, men jeg ville bare så gerne, at det var os to...
Efter et stykke tid rejser du dig og hjælper mig op. Mine ben sover, og jeg halter og falder næsten. Du griber mig i et kram, og helt uplanlagt står vi nu her. I dette øjeblik går det op for mig, at vi ikke behøver at stikke af. Så længe vi bare står her, kan alt andet være lige meget. Du trækker væk og løber smilende hjemover igen. Jeg løber efter, og det samme gør en enkelt tåre.
-- Sammen med dig er alt andet lige meget.

Den måde solen kærtegner og former dit ansigt er så misundelsesværdigt. De varme stråler oplyser om alle dine træk, konturer og små fejl. Og fejl er egentlig så meget sagt, for de små ar du har, gør intet for at gøre dig grimmere. De er kun med til at gøre dig til den, du er. Kønnere, smukkere. Vinden leger med dit hår, der efterhånden er blevet langt, og jeg tænker tilbage til første gang, jeg så dig. Du var kun et barn da. Der er kun gået to år, men du har ændret dig så meget. Dine bakkenbarter gror flot, og for to dage siden var du nybarberet. Dine læber er ligeså fyldige, som jeg husker dem, og dit ansigt er tyndere og mere ovalt. Hele dit ansigt er nyt og voksent, men du ligner stadig dig selv. Dine smukke brune øjne glitrer i solen, og jeg skimter lidt grøn farve også. Jeg kunne kigge i de øjne og forsvinde for altid. Tanken strejfer mig stadig en gang i mellem, og minderne fra vores tid sammen virker næsten så fjerne, at det ligeså godt kunne have været i et andet liv. -- Men hver gang du smiler, ved jeg, at det hele var ægte.

Du trækker mig nærmere ind til dig og siger med den blødeste røst, at det er okay. Jeg holder hårdt om mit knæ og prøver på at stoppe det piplende blod, der roligt strømmer ud. Jeg er glad for din berøring og de kærtegnende ord, og jeg er så glad for, at du er her for mig. Du hjælper mig med at glemme det søde og klistrende blod, der mest af alt giver mig en ubeskrivelig kvalme. Lugten af mit blod danner den smukkeste symfoni med mine salte tårer og asfalten, der venligt tog imod mig. Du løfter din hånd og kærtegner mit ansigt, og i bevægelsen bort fra mit ansigt glitrer dine fingre i solskinnet. "Du skal ikke græde," siger du trøstende og hjælper mig på benene igen. Jeg stopper og bider smerten i mig. Det er overraskende let, når du står ved min side. Vi sætter os på en bænk, og du siger nogle ord, jeg ikke helt fanger. I en let og elegant bevægelse trækker du en vårserviet op af en lille rød taske med en hvid ørn på. Jeg kender denne serviet, og vi er ikke gode venner. Jeg bereder mig på den svidende irritation, der snart vil hærge mit knæ. Av. -- Men det er slet ikke så slemt, som jeg husker. Jeg skynder mig at tørre en af mine undfangne tårer væk, og i samme et kigger du på mig og smiler så inderligt. Du sætter et stort blåt plaster på det rene sår og siger med din moderlige stemmeføring, at det var det. Du rækker dine arme ud og tager mig ind til dig. Vi siger ikke noget, men jeg kan mærke, at vi tænker det samme. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Lige nu behøver vi ikke ord, for denne omfavnelse skriger kærlighed, og det er egentlig spøgst, at ingen tysser på os. - Et larmende "Jeg elsker dig" ekkoer i den tomme skolegård.

"Pas nu på dig selv!" råber hun, og jeg svarer med selvsikker stemme, at jeg selvfølgelig vil. Jeg drejer ned mod venstre og hører den øredøvende musik af technobeats og fulde mennesker. En sang, jeg aldrig har brudt mig om.Min cykel er gammel og rusten, men løber godt med mig. En pludselig bevægelse fra venstre fanger mit øje, og et råb rammer nu ind i lydmuren. "S¨å gør det dog! Mand mod mand!" To vilde står i voldsom kærlig afstand fra hinanden, og jeg tror, at jeg genkender den ene. En gammel flamme. Jeg skynder mig at stille min stålhest, og når at kigge tilbage, idet det store brød langer ud og næsten slukker ilden. Den yngre råber berusende ord og hamrer med al kraft sin knugede hånd mod brødets ansigt. Et knæk lyder, og dansen flyttes til asfalten. De ligger næsten livløse, og jeg frygter, at brødet slukker lyset og dræber flammen. Jeg kæmper mig ud af mængden og råber en masse ord, jeg ikke selv forstår. Jeg fjerner brødet og redder min næsten udslukne flamme. Vi trækker væk, og han råber gale og frustrerende ord efter brødet og os, der hjælper. En kvalmende lugt af sved og varmt blod rammer min næse, og jeg kigger godt på den forslåede dreng foran mig. Hævet øje og kratmærker og blod fanger først, men nu ser jeg, at brødet har bidt ham i kinden. Min søde... Det er ikke kun brødets blod, vi begge er smurt ind i, det er også dit. Jeg vænner mig til de forskellige lugte og prøver febrilsk nu selv at slukke den buldrende ild, mens jeg kærtegner den tilbageværende hud, der former dit ansigt. I et lille glimt ser jeg os, som vi engang var, men mindet fjernes hurtigt, da brødet vil have mere. Hans ansigt er rødt og næsen er skævere end Christiania. Jeg prøver at få ham væk, men han hæver ... Shit ------- Knockout.

Jeg piller irriterende meget ved mit våde ærme. Jeg er rastløs og fuldstændig ødelagt. Mit indre er ikke længere intakt - jeg kan mærke, hvordan alle brudstykkerne skærer sig vej gennem min sølle hjertemuskel.
Mine øjne er ved at falde ud, og mine kinder forbliver våde, selvom mit ærme desperat kæmper for at holde mig tør. Jeg gør et sørgeligt forsøg på at skjule min tilstand, men mine evigt våde kinder og mine uendelige snøft afslører mig på grummeste vis.
Mit hjerte kæmper febrilsk en desperat kamp for at holde sig i live, mens min hjerne ikke længere sender signaler ud. Min hjerterytme er ujævn og springer frustrerende få takter over. Kære hjerte, vil du ikke nok bare stoppe?
Et snøft ikke tilhørende mig lyder fra min venstre side, og jeg trækkes tilbage til rummet, hvor vi begge sidder med vores våde kinder.
Jeg tørrer mine tårer væk en sidste gang og forbereder mig på at skulle sige det. De ord, jeg har ventet alt for længe på at sige.
Min stemme er ru og ligeså ødelagt, som jeg føler mig. "Der har ikke været det rette tidspunkt til at sige dette" -- stilheden hærger, og mit hjerte sprinter afsted for at nå mig -- "men jeg elsker dig". Fra venstre følger en lav og kontrolleret hulken, der erstatter min hjertebanken. Lyden er så hjerteskærende, at jeg selv tømmer begge tårekanaler. Mit hjerte stopper med at slå, og i dette øjeblik er jeg mere død end levende.

Jeg skulle egentlig bare hjem fra arbejde. Min kone bad mig tage motorcyklen, da det var hurtigere og nemmere. Jeg sætter mig op på cyklen, som egentlig er mere monster end metalhest, og kører hjemover med den varme pizza dampende bagpå. 

Jeg drejer ind ad en grusvej og ser en ældre herre holde i sin bil et stykke ude på vejen. Jeg drejer lidt mod venstre for at overhale, da bilen pludselig drejer over i min bane. Det sidste jeg ser er grusvejens støvede overflade, og jeg tror, at jeg kan skimte min politimotorcykel flyve hen over mit hoved.

Da jeg vågner igen er jeg koblet til flere slanger og maskinder, end jeg kan tælle. Jeg har nakkekrave på, og jeg har svært ved at bevæge min krop. Jeg ved ikke, hvad der er sket, eller hvor længe jeg har ligget her. En smuk rødøjet kvinde med blond hår holder mig i hånden - og græder endnu mere, da hun får øjenkontakt med mine tomme, kolde øjne.Uvidende om hvem denne skønhed er, smiler jeg skævt til hende og hilser. I et udbrud græder hun - nærmest hulkende - et navn, jeg mindes at have hørt før. --- Gud, hvor er hun smuk.

Kærlighed og smerte går knugende hånd i hånd.

Og det er det samme med kærlighed og had. Man kan ikke hade en, før man har elsket samme. Indtil da kan man kun synes meget lident om denne person.

Hvor ville jeg ønske, at han blot kunne forstå. At han kunne se verden gennem mine øjne, og bare forstå. Forstå hvorfor jeg gør, som jeg gør, og siger som jeg siger. Hvorfor jeg græder over de ting, jeg græder over, og (smiler over) de ting, jeg smiler over. Jeg ville ønske, at han kunne åbne sine øjne og virkelig se mig. Sluge alt. Mine blik og udtryk. Mine træk og mine lyde. Min duft og min stemme. Jeg ville ønske, at han kunne forstå mig - at han ville forstå mig. Det hele virker bare så ligegyldigt, så tomt. Så forfærdelig fjernt.